Ældre borgere hjælper elever på efterskole

En gruppe ældre besøger og taler med efterskole-elever, der har personlige problemer.

Et brætspil og en kop kaffe - eller en cykeltur i lokalområdet. Mere skal der ikke til, før snakken mellem unge og gamle glider, når omkring 20 ældre besøger eleverne på Aabæk Efterskole i Aabenraa.

Efterskolen inviterer nemlig flere gange om året medlemmer af Ældre Sagen Aabenraa på besøg.

Eleverne på efterskolen har typisk personlige problemer eller brug for ekstra faglig støtte.

Derfor får de meget ud af det, når de ældre tager sig tid til dem, fortæller idrætslærer på Aabæk Efterskole, Kaj Asmussen.

- Mange af vores elever kommer fra splittede familier, og de har måske ikke lige den kontakt til bedsteforældre, som der måske normalt er. Her kan de måske få oplevelsen af, at det er ligesom at have en bedstemor eller bedstefar, siger Kaj Asmussen.

Stor oplevelse

Ved de seneste besøg har aktiviteterne blandt andet været gåture, stafetløb og fællessang.

Og for medlemmerne af Ældre Sagen Aabenraa er det også en stor oplevelse, hver gang de besøger efterskolen. Det fortæller Ældre Sagens tovholder på samarbejdet, Karin Klindt.

- Det, at man kan grine, synge og hygge sig sammen, giver både eleverne og os enormt meget, siger Karin Klindt.

Ældre Sagen Aabenraa besøger eleverne på Aabæk Efterskole tre til fire gange årligt.

  • Print
  • Del artiklen: