Ældresagen om pleje i hjemmet: Det er ikke altid en god ide

Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning at passe sine gamle derhjemme, mener Ældre Sagen.

Når alderdommen sætter sine spor, og man får brug for varme hænder i hverdagen, så er det ikke alle, der ringer på plejehjemmets dør.

For selvom der bliver flere ældre indvandrere i det syd- og sønderjyske område, så har kommunerne meget få indvandrere indkvarteret på plejehjem.

Denne gruppe bliver i stedet passet af familien.

Men ifølge Margrethe Kähler fra Ældre Sagen er det ikke nødvendigvis en hensigtsmæssig løsning.

- Hvis man er i stand til at passe sine gamle, så er det selvfølgelig i orden. Problemet er, at mange af de yngre ikke har kræfterne og tiden til at passe deres gamle mennesker og slet ikke en pleje, der kan leve op til det, man giver på et plejecenter, siger hun.

DR Syd har foretaget rundspørge til syv ud af otte syd- og sønderjyske kommuner. Fem af kommunerne oplyser, at de har meget få eller ingen indvandrere boende på plejehjemmene.

I Syd- og Sønderjylland var der i 1. kvartal 2016 2.622 indvandrere mellem 70 og 99 år.

På landsplan er antallet af indvandrere i alderen 70-99 år steget fra 20.879 i 2008 til 30.860 i 1. kvartal af 2016.

Margrethe Kähler mener, at der kan være en fare for, at de ældre indvandrere ikke får den bedste pleje, når de ikke benytter sig af de kommunale tilbud.

- Det er meget meget vigtigt, at vi i Danmark giver dem et godt tilbud om at få omsorg og pleje, der passer til deres sygdomme. De er jo også multisyge og demente, når de bliver gamle, forklarer hun.

Ifølge ældreforsker Tine Rostgaard så ved man ikke særlig meget om, hvorvidt plejen i hjemmet har negative konsekvenser for den ældre.

  • Print
  • Del artiklen: