Agam er en af få indvandrere i forsvaret: Flere bør hoppe i trøjen

Agam Bhushan mener, at det er vigtigt, at flere indvandrere hopper i uniformen.

Det er kun en fordel, hvis flere indvandrere får Dannebrog på deres skuldre.

Sådan siger 19-årige Agam Bhushan, som går på sergeantskolen i Varde.

Agam tilhører et mindretal i forsvaret, der har en anden etnisk baggrund end dansk.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2013 kun 310 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i forsvaret.

" I en gruppe der er det vigtigt, at vi har folk med forskellige baggrunde, for vi bliver jo stillet overfor forskellige typer af opgaver".

agam bhushan

Agam har sine rødder i Indien, og han mener, at forskellige kulturelle baggrunde kan have stor betydning for forsvaret.

- I en gruppe der er det vigtigt, at vi har folk med forskellige baggrunde, for vi bliver jo stillet overfor forskellige typer af opgaver. Alt efter hvad opgaven kræver, så har vi forskelligt syn på opgaven. Opgaverne bliver jo løst på forskellige måder, alt efter hvilken baggrund man har, siger Agam Bhushan.

Agam Bhushan valgte at komme ind i forsvaret, fordi han var blevet skoletræt.

- Da jeg gik i gymnasiet, var jeg ikke altid så god til at stå op om morgenen, og det kneb lidt med disciplinen. Jeg kunne sagtens finde ud af at gå i skole, og jeg scorede også 12-taller, men jeg syntes, det var lidt kedeligt at gå i skole. Så der måtte godt ske noget nyt, siger Agam, som derfor fik tankerne over på militæret.

"Jeg tænkte, at værnepligten lød meget interessant, og jeg tænkte, at jeg kunne lære en masse derinde"

agam bhushan

- Jeg tænkte, at værnepligten lød meget interessant, og at jeg kunne lære en masse derinde. Jeg vidste, at det kun var fire måneder, og jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være der i længere tid, uddyber Agam.

Bliver ikke behandlet anderledes

Agam mener ikke, at han bliver behandlet anderledes i forsvaret i forhold til en med fornavnet Jens.

- Det har ikke givet mig nogle problemer over hovedet. Tværtimod har det gavnet mig, fordi jeg er anderledes, og fordi forsvaret gerne vil have mangfoldighed og have folk med anden etnisk baggrund end dansk. Det har nærmest givet mig et forspring, da forsvaret gerne vil have flere ind. Så hvis man viser noget initiativ og gerne vil videre, så bliver man også hjulpet på vej, forklarer Agam Bhushan.

Forsvaret har svært ved at få folk af anden etnisk herkomst i uniformen.For 19-årige Agam Bhushan har det dog været en positiv oplevelse at snøre støvlerne at sætte baretten på skrå.Han er ved at uddanne sig til sergent på Varde Kaserne :-)

Opslået af DR P4 Syd og Esbjerg på 9. marts 2016

  • Print
  • Del artiklen: