Alt for få indvandrere i forsvaret

Det kniber med at få Abdel og Muhammed i uniformerne på kasernerne. Nyt projekt skal skaffe flere indvandrere ind i forsvaret.

Der mangler indvandrere i militærtrøjen. (Foto: Hanne Høier- DR syd)

Når der gives honnør på flyvebaserne og kasernerne rundt om i landet, så er det ofte en bleg hånd der nærmer sig baretten.

For i følge de nyeste tal fra Danmarks Statistik var der 310 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ud af næsten 25.000 ansatte i forsvaret i 2013.

Her tre år efter er tendensen den samme - der er for få indvandrere i forsvaret, siger oberstløjtnant og projektleder i hæren, Anders Olesen.

- Forsvaret skal ikke være en speciel institution. Vi skal afspejle det danske samfund, hvor der også er folk med en anden etnicitet, og det ønsker vi også i forsvaret. Forsvaret skal fremstå mangfoldigt på lige fod med det omkringliggende samfund, siger han.

Ifølge Anders Olesen er tendensen den samme i 2015.

Nyt projekt skal skaffe flere indvandrere

Nu prøver man med en ny strategi at skaffe flere indvandrere ind i forsvaret.

Siden 1. februar i år har Anders Olesen stået i spidsen for et projekt, som blandt andet skal få flere indvandrere ind i forsvaret.

Det handler om, at man skal helt ud til den enkelte.

- Det handler om at komme ud på skoler og reklamere nationalt og lokalt. Arbejdet går vi i gang med nu, så vi kan komme helt ud til den enkelte, siger Anders Olesen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.