Analytiker: Frit valg af tv-kanaler vil være dyrt for mange

Senest er Stofa sprunget med på vognen og tilbyder frit kanalvalg, men det kan blive en bet for forbrugeren, mener analytiker.

Det er ikke nødvendigvis godt for forbrugeren, når en af Danmarks største udbydere af kabel-tv, Stofa, hopper med på frit valg-bølgen.

Det mener teleanalytiker John Strand.

Fremover bliver det muligt for Stofa-kunderne selv at vælge, hvor mange og hvilke tv-kanaler de vil betale for.

Det frie valg vækker glæde hos Forbrugerrådet, der mener, det er urimeligt, at forbrugerne i dag betaler for kanaler, de ikke ser.

Men John Strand vurderer, at en løsning med frit valg ikke vil være ensbetydende med billigere tv for alle forbrugere.

- Mange vil opleve, at det er dyrere at købe kanalerne enkeltvis. Det gælder for eksempel husstande med familier, der har brug for en bred vifte af kanaler, siger han.

Derudover vurderer John Strand, at det også kan blive dyrere for tv-seere, der interesserer sig for sport.

- De medievirksomheder, der har rettighederne til for eksempel fodboldbegivenheder, vil sprede dem ud over flere kanaler, så man bliver nødt til at købe en masse, hvis man vil have det hele med, siger han.

Ifølge direktør i Stofa Ole Fruekilde Madsen har nye tjenester som Netflix og TV 2 Play gjort det nødvendigt at give forbrugerne mere selvbestemmelse, hvis der i fremtiden skal være kunder på den anden side af antennestikket.

  • Print
  • Del artiklen: