Betjente satte i løb efter spøgelsesbilist

Politiet løb i går en spøgelsesbilist op ved den dansk-tyske grænse.

Det hører til sjældenhederne, at en spøgelsesbilist på motorvejen bliver løbet op.

Ikke desto mindre skete det ved den dansk-tyske grænse ved Frøslev i går eftermiddag.

Her bemærkede to betjente en bil, der kom kørende med lav hastighed i den forkerte vognbane. Bilen kørte mod nord i det sydgående spor.

Betjentene orienterede sig om trafikken, hvorefter de sprang over autoværnet og løb bilen op. Med fagter, råben og piften fik de kontakt til føreren, der stoppede.

Mistede førerretten

Betjentene hjalp manden med at få vendt bilen og parkeret den i nødsporet.

Den 81-årige mand, der kørte bilen, kunne ikke umiddelbart forklare situationen, da han skulle have været i Padborg. Efter en snak med manden besluttede betjentene at inddrage mandens førerret.

Der kom ikke nogen til skade under episoden.

  • Print
  • Del artiklen: