BIOS betaler bod for brud på overenskomsten

På et møde i dag nåede BIOS og 3F til enighed om overenskomststridigheder.

Der har været rod med vagtplanerne i BIOS.

Derfor er ambulanceselskabet gået med til at betale bod til redderne.

På et møde i dag nåede BIOS og 3F til enighed om, at ambulanceselskabet ikke har overholdt overenskomsten, fortæller Jørgen Christensen fra 3f Transport i Aabenraa.

- Der er regler i overenskomsten for, hvordan vagterne skal tildeles, og hvornår de skal være tilgængelige for redderne. Det har BIOS ikke overholdt, siger han.

Ifølge Jørgen Christensen var det et konstruktivt møde, hvor der blev talt lige ud af posen både fra BIOS' og fagforeningens side.

Hvor stor boden for overenskomstbruddet er, holder 3F for sig selv.

- Det er et symbolsk beløb, som jeg vil ikke sætte tal på, siger han.

BIOS overtog ambulancedriften i Region Syddanmark i september sidste år.

Siden da har BIOS haft svært ved at tiltrække nok reddere.

Det har blandt andet betydet huller i vagtplanen og rekruttering af tyske ambulancereddere.

  • Print
  • Del artiklen: