Bios overvældet af interesse for elevpladser

Ambulancefirmaet Bios søgte for nylig 15 redderelever. Over 500 ansøgte.

Bunken af ansøgninger hobede sig op, da ambulancefirmaet Bios søgte redderelever for nylig.

Firmaet søgte 15 elever, der fordeles på Fyn, Sønderjylland og Sydvestjylland i løbet af de kommende måneder.

Her overtog Bios ambulancekørslen 1. september sidste år og har haft og har problemer med at få reddere nok til at få vagtplanerne til at hænge sammen. Det har dog ikke påvirket lysten til at blive elev hos selskabet.

Det undrer ikke HR-chef i Bios Jan Klampe, der måtte igennem en bunke på 500 ansøgninger:

- Der er rift om pladserne inden for redderfaget, og der er efterspørgsel på arbejdskraft i området. Så de, der kan få en elev-plads, er rigtig glade. At vi er en nystartet virksomhed med de børnesygdomme, det medfører, har vi ikke mærket til hos eleverne, siger han.

Jan Villadsen, der er formand for 3F Transport og organiserer ambulanceredderne, glæder sig også over, at så mange viser interesse for faget, men så gerne endnu flere elever optaget:

- I et område som Region Syddanmark, hvor der skal bruges 500-550 reddere, så jeg gerne, at man hele tiden havde 45-50 elever i gang med at uddanne sig, siger han.

Bios har indtil nu haft 12 elever, og 15 nye kommer altså til om lidt.

  • Print
  • Del artiklen: