Børnehaveleder: Tryghed er det vigtigste for flygtninge

I Varde er der afsat penge til en startpakke, der skal hjælpe flygtningebørns integration.

I Børnehuset Lysningen i Varde har flere af børnene mere end bare en madpakke med i tasken. Sidste år startede 11 flygtningebørn i børnehaven, og med sig havde de hver en pædagog.

Børnene kender nemlig intet til dansk børnehaveliv, og det gør deres forældre heller ikke. Derfor bruger Varde Kommune ekstra penge på at give børnene en stille og rolig start med blandt andet flere pædagogtimer.

Det er godt givet ud, mener leder af Børnehuset Lysningen Marianne Gammelby:

- Vi oplever, at børnene er skræmte over den nye virkelighed, de går ind til. Derfor er det rigtigt vigtigt, at det til at starte med kun er en ny voksen, de skal knytte sig til.

- De får først lov til at se med udefra, så de kan danne sig et indtryk af, hvad det er for noget, der optager de andre børn i børnehaven, siger hun.

Nogle af familierne har oplevet vold, mord og tortur i hjemlandet og på vejen til Danmark, og derfor er det en stor udfordring både for forældre og børn at skulle vænne sig til den nye virkelig i Danmark, fortæller Marianne Gammelby:

- Det er meget angstprovokerende for forældrene at skulle aflevere deres lille guldklump til en, de slet ikke kender. De skal være trygge ved det personale, der skal tage vare på deres barn.

- Når børnene mærker, at deres forældre er trygge ved at aflevere deres barn, så tør de også selv knytte sig til de nye voksne, siger Marianne Gammelby.

  • Print
  • Del artiklen: