Brrrr: Hele Esbjerg er uden varme og varmt vand

Danmarks femtestørste by fryser. Byen er uden varme.

Det er med at finde tæpperne frem for esbjergenserne. For der er ingen varme i byen på denne tænderklaprende kolde dag, hvor der er minusgrader. (© DR)

På en gedigen frostdag og så med blæsevejr så har hele indre by i Esbjerg siden kl. 8 i morges været uden varme og varmt vand.

Det fortæller ledningsmester hos forsyningsselskabet Din Forsyning Thomas Michaelsen.

- Der har været strømsvigt på Esbjergværket. Og det har forårsaget, at der ikke er varme i hele indre by. Vi kører med de små værker i yderområderne, såsom Andrup, Sædding og Gjesing, siger Thomas Michaelsen.

Din Forsyning oplyser, at der ikke er nogen tidshorisont for, hvornår der igen er varme til husstandene.

- Vi ved ikke, hvornår der er varme igen i indre by. Men både Esbjergværket og vi arbejder på højtryk på at løse problemet, siger Thomas Michaelsen.

Seneste melding er dog, at varmen så småt er på vej tilbage i systemet. Lige efter klokken 12 skulle byen gerne have varme igen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.