Chefredaktør om tysk valg: Nogle vil krumme tæer, når valgstederne lukker

Højrefløjspartiet AfD står til at storme ind i Forbundsdagen. Det får mange ondt i maven af, lyder det fra chefredaktør.

Chefredaktør for Flensborg Avis Jørgen Møllekær tror, at nogle vil tage sig til hovedet, når valgstederne lukker i aften, og stemmerne er talt op. Han tror nemlig, at AfD får mange stemmer ved valget. Her er det et billede under en anti -AfD-demonstration. Tolerance i stedet for rascisme, står der på dette banner. (Foto: Camilla Markvardsen © DR Nyheder)

Det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland, AfD, kan blive Tysklands tredjestørste parti ved valget i dag.

For det højrenationale og indvandrerkritiske parti står nemlig til at brage ind i Forbundsdagen.

Og hvis det sker, så har chefredaktøren for Flensborg Avis, Jørgen Møllekær, en fornemmelse af, hvordan det bliver modtaget hos nogle af vælgerne.

- Når valgstederne lukker klokken 18, og vi får de første prognoser, så er der nogen, der begynder at få ondt i maven og krummer tæer. Det er der mange, der vil gøre i Tyskland, siger han.

Jørgen Møllekær siger, at AfD har fået masser af modstand for deres udmeldinger om flygtninge og migranter.

- De har blandt andet sagt, man skal skyde på flygtninge, når de passerer grænsen ind til Tyskland, hvis de ikke frivilligt lader sig stoppe, forklarer han.

Kan blive et historisk valg

Skal man skal tro meningsmålingerne, så er der også noget, der tyder på, at partiet får et godt valg.

- Nogle meningsmålinger giver dem 13 procent af stemmerne. Det er rigtig meget. Hvis det sker, så er der tale om et historisk valg, for man har ikke set siden 1945 et højrepopulistisk parti være så stort i Forbundsdagen, fortæller Møllekær.

Og med så forholdsvis en stærk vælgeropbakning, vil det give partiet en hel del indflydelse, mener Møllekær.

- Hvis AFD får over 10 procent af stemmerne, det tror jeg, de gør, og dermed bliver det tredjestørste parti i Forbundsdagen efter CDU/CSU og SPD, så vil de få en central placering i det parlamentariske arbejde. De vil få formandsposten for finansudvalget og en lang række andre pladser, siger han.

Frustration har gjort dem store

Jørgen Møllekær siger, at når AfD ser ud til at blive landets tredjestørste parti, så skyldes det primært, at nogle vælgere synes, indvandringen siden 2015 er blevet for stor.

- Nogle vælgere er så frustrerede over indvandringen. De synes indvandringen er blevet for stor, og så stemmer de på AfD, slutter Jørgen Møllekær.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.