Claus gemte sig i skovene i fire år: Frygtede hvad jeg kunne finde på

44-årige Claus Kring er en af de mange veteraner fra Balkan, der har fået konstateret PTSD.

Claus Kring er blandt de danske soldater, der i 1990’erne blev udsendt til krigen på Balkan. I årene 1994-95 og igen i 1998 var han udsendt til det krigshærgede område.

Men hjemme i Danmark var der ingen hjælp at få, da eftervirkningerne fra krigen meldte sig.

"Hvor jeg før fik måske 2500 flashbacks dagligt, så får jeg måske kun ti i dag. Så jeg har lært at leve med det,"

Claus Kring. Veteran.

- Dengang var det et tabu. Hvis du sagde, at du havde psykiske problemer, så var du mere eller mindre færdig i Forsvaret. De vidste ikke bedre dengang. Efter jeg havde været udsendt første gang, skulle man række hånden op, hvis man havde problemer. Vi var 400 mand. Ikke én hånd kom op, for vi var alle sammen krigere, fortæller han.

Ligesom hundredvis af andre veteraner lider Claus Kring af PTSD, posttraumatisk stressforstyrrelse, efter sin udsendelse.

Efter han kom hjem til Danmark fik han det dårligere og dårligere. Nedturen tog for alvor fat, da han i 2001 stoppede i Forsvaret.

- Der forsvandt mit sikkerhedsnet. Det kulminerede, da jeg isolerede mig fra alt og alle ude i skovene. Der kom en dæmper på alt det, der sker inde i hovedet, siger han.

Først da Claus Kring kom i kontakt med en socialrådgiver fra Varde Kaserne, begyndte det at gå fremad. Han giver i dag socialrådgiveren æren for, at han stadig lever.

Siden har Claus Kring taget initiativ til at hjælpe andre veteraner. Med projektet Veteranernes Levevilkår opsøger og hjælper han og en række frivillige andre veteraner.

- Nu har jeg overskud og er blevet hjulpet. Og jeg synes, vi skal stå sammen og hjælpe hinanden, ligesom vi gjorde dernede. Vi hjælper den enkelte veteran med at skabe de fysiske rammer, der skal til for at få en hverdag til at fungere. Jeg kan blive helt høj af at se, hvordan vores indsats hjælper, siger han.

Selv bor Claus Kring ikke længere i skovene, og selvom han stadig lider af PTSD, så er lidelsen i dag under kontrol.

- Hvor jeg før fik måske 2500 flashbacks dagligt, så får jeg måske kun ti i dag. Så jeg har lært at leve med det, siger han.

Claus lider - som hundredevis af andre soldater-veteraner - af posttraumatisk stressforstyrrelse, efter sin udsendelse til Balkan i 1990'erne.

Opslået af DR Nyheder på 12. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen: