Dansk Folkeparti: Sæt asylsager fra Syrien i bero

Forslaget skal forhindre radikaliserede asylansøgere i at nå frem til danske asylcentre.

Dansk Folkeparti vil gøre det muligt at bremse alle asylsager fra lande eller områder med islamistiske grupperinger.

Forslaget skal forhindre, at radikaliserede asylansøgere når frem til danske asylcentre.

- Indtil vi har fået styr på de forskellige radikaliserede grupperinger og skabt os et overblik over, hvor mange der er søgt til Danmark, forestiller vi os, at man sætter asylsager i bero, siger Martin Henriksen, der er Dansk Folkepartis integrationsordfører.

- Det kan være asylsager fra Syrien eller andre områder, hvor man ved, at der er grupperinger, der kan give anledning til bekymring, siger han.

Men integrationsminister Inger Støjberg afviser forslaget.

- Man kan jo netop have et meget stort krav på beskyttelse, hvis man kommer fra et område, hvor der er radikaliserede personer. Det kan jo lige præcis være dem, man flygter fra. Så det er måske en lidt forsimplet tilgang, siger Inger Støjberg.

I dagene efter terrorangrebet i Paris i november fik Udlændingestyrelsen fem underretninger fra asylcentre, hvor de ansatte var bekymrede for tegn på radikalisering blandt asylansøgere - blandt andet to fra AsylSyd, der drives af Tønder Kommune.

  • Print
  • Del artiklen: