Delte meninger på gaden om minister-afgang: Det er både godt og skidt

På gaden var der forskellige meninger om miljø- og fødevareministerens afgang.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens exit vækker både ærgrelse og forståelse, når man spørger folk på gaden i Aabenraa – blot få kilometer fra Eva Kjer Hansens hjem.

En af dem, der er ked af ministerens afgang, er Inge Blach.

- Det er meget trist, at hun er nødt til at gå. Hun er en dygtig og kompetent pige. Vi mister jo en god minister. Og det er på et kedeligt grundlag, at hun er nødt til at gå, siger Inge Blach.

Og det er Ruth Rynning enig i.

- Det er jeg ked af. Men som situationen er, kan jeg godt forstå, at hun trak sig. Men jeg ville gerne have, at hun havde fortsat som minister. Jeg synes, at hun havde gjort sit arbejde godt. Hun har været en solid minister, mener Ruth Rynning.

Ivan Mathiesen synes også, det er en skam, at ministeren måtte forlade sin post.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at det er kommet der til, for jeg har altid opfattet hende som seriøs og pålidelig og fornuftig, siger Ivan Mathiesen.

Anderledes har Søren Lund det.

- Det er ret naturligt. Det ville jeg også have gjort. Hun er under et voldsomt pres. Så det var hun nødt til. Jeg tror meget på eksperter. Og der er for mange eksperter, der har lagt navn til og sagt, at der var noget galt. Så det er helt okay, at hun går, siger Søren Lund.

Og den udlægning bakker Heins Svensson også op om.

- Jeg vil mene, det er okay, at hun trækker sig. Man kunne jo se, at der var flere af eksperterne, der ikke kunne sige god for de beregninger, der var lagt frem. Det er ligesom på en privat virksomhed, hvis man laver noget, der virkelig koster millioner af kroner, jamen så risikerer man jo også at blive fyret, mener Heins Svensson.

Leif Petersen har godt kunnet lide Eva Kjer Hansen som minister, men mener at hun var nødt til at trække sig.

- Hun havde ikke andet valg. Ellers var det endt med et valg og det ville ikke være så godt for Venstre. Så hun var nødt til at trække sig tilbage, siger Leif Petersen.

  • Print
  • Del artiklen: