Efter flere møgsager: VUC Syd har stadig tillid til bestyrelsesformand

Bestyrelsen og direktionen i VUC Syd var i dag samlet for at drøfte en redegørelse, de skal levere.

Bestyrelsesformand H.P. Geil (t.h.) forklarede på et pressemøde sammen med Vinnie Lerche Freudendahl, konstitueret direktør, at bestyrelsen i VUC Syd ikke har været inde over de beslutninger, der er blevet kritiseret i pressen. (Foto: Søren Bruhn Kongsted © dr)

Der er stadig tillid til H.P. Geil som bestyrelsesformand for VUC Syd.

Det kom frem på et pressemøde i dag, efter at bestyrelsen havde været samlet for at drøfte de mange kritiske historier, der er kommet frem om uddanelsesinstitutionen de seneste måneder.

H.P. Geil er glad for, at han fortsat har bestyrelsens opbakning:

- Det giver mig lejlighed til at sige, at så længe jeg er ved roret, kan jeg både besvare og forsvare de beslutninger, der er truffet, hvor bestyrelsen har været inde over og taget afstand fra de ting, hvor bestyrelsen ikke har været inde over, siger han.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bedt om en redegørelse fra VUC Syd. I redegørelsen skal skolen forholde sig til en række kritiske historier, som Radio24syv har bragt om dens brug af offentlige midler. VUC Syd er blandt andet blevet kritiseret for at rejse på dyre studieture, at købe designermøbler og B&O-tv, ligesom en række sponsoraftaler, ledelsen har indgået, har mødt kraftig kritik.

Bestyrelsen ville ikke kommentere redegørelsen på pressemødet.

H.P. Geil ville dog gerne sige, at det nu er slut med at modtage de såkaldte gavelignede modydelser, såsom VIP-kort, når VUC Syd betaler sponsorater til eksempelvis Haderslev golfklub eller Sønderjyske.

H.P. Geil afviste også, at bestyrelsen skulle have begået fejl, da de godkendte en millionordre til den nu tidligere VUC Syd-direktør, Hans Jørgen Hansens, forretningspartner.

- I bestyrelsesmæssig henseende og juridisk har der ikke været truffet nogen beslutning, hvor Hans Jørgen Hansen har været med til at forfordele nogle andre, mener han.

De vigtigste afsløringer i VUC Syd-sagen

  • 380.000 kroner blev brugt på en studietur for 15 mand i bestyrelse og ledelse. Radio24syv kunne afsløre, at turen blev brugt på få dages fagligt indhold. Studieturen grænser til misbrug og mandatsvig, mener ekspert. Bestyrelsesformand H.P. Geil slår fast, at der var et fagligt indhold.
  • 3,8 mio. kroner blev brugt på at sende næsten 200 medarbejdere til udlandet på ture, kaldet ”Pædagogiske Dage”. Turene bød på 4-5 stjernes hoteller, festmiddage med fri bar og underholdning transporteret til udlandet. Helle Hedegaard, tidligere ansat ved VUC Syd, forklarer til 24Syv, at turen var luksuriøs og med et minimum af fagligt indhold.
  • På de seneste tre år er der blevet brugt 1,6 mio. offentlige kroner på at sponsorere det lokale foreningsliv. Flere af kontrakterne indeholder modydelser som VIP-billetter, adgangskort og fribilletter. Det på trods af, at Rigsrevisionen kritiserer sådanne sponsoraftaler. VUC Syd har svaret til Rigsrevisionen, at de som hovedregel ikke benytter sig af modydelserne.
  • Der er personsammenfald i to af sponsoraftalerne. En cykelklub er over seks år blevet sponsoreret med 60.000 kroner. Vicedirektør Hans Juhl er medlem af cykelklubben og tidligere bestyrelsesmedlem i klubben. Haderslev Golfklub har modtaget 256.000 kroner i sponsorater. Forhenværende direktør Hans Jørgen Hansen har i flere år spillet golf i klubben. Derudover har VUC Syds eventkonsulent, som blandt andet står for sponsoraftaler, været forretningsfører i golfklubben.
  • Den forhenværende direktørs søn, vicedirektørens datter, og bestyrelsesformandens kone er eller var alle ansat på VUC Syd.
  • Mere end 225.000 kroner blev brugt på at indrette den afgåede direktør Hans Jørgen Hansens kontor med både designermøbler og et Bang & Olufsen TV. Derudover hang der kunst for over 200.000 kroner på kontorets vægge.
  • I efteråret 2015 fik forhenværende direktør Hans Jørgen Hansen opbakning af bestyrelsen til en byggeordre på knap 45 millioner kroner til en lokal entreprenør, som direktøren selv har samarbejdet med om et privat ejendomsprojekt. Direktøren havde dog ikke fortalt om det private samarbejde, og eksperter fastslår, at direktøren har ført bestyrelsen bag lyset.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.