Efterskoleforeningen: Mor og far forstærker hjemveen

Det forstærker ofte hjemveen, når forældrene ringer og skriver til børnene på efterskolen.

Det kan være hårdt for forældre at se sit barn have hjemve under et efterskoleophold. Men på efterskolerne oplever man i stigende grad, at mor og far faktisk kommer til at gøre hjemveen værre.

Det er nemlig en stor udfordring for nogle forældre at give slip, når teenagebørnene drager mod et nyt liv på efterskolen.

Det fortæller direktør for Efterskoleforeningen Bjarne Lundager Jensen.

- Vi ser en tendens til, at forældrene har sværere ved at slippe deres børn, når de skal på efterskole, end tidligere, siger han til DR Syd.

Derfor oplever man på flere og flere efterskoler, at det er nødvendigt at opdrage forældrene til at lade de unge klare sig selv på efterskolen.

- Nogle steder er det sådan, at vi ikke bare skal hjælpe den unge med hjemve, men vi skal også hjælpe forældrene, så de ikke hele tiden tager kontakt og forstyrrer den unge. På den måde undgår man at stimulere sin hjemve mere end højst nødvendigt, forklarer Bjarne Lundager Jensen.

Elever taler sammen om hjemve

Thea Adolph Jensen er en af de efterskoleelever, der har døjet med hjemve, efter hun startede på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole.

Men i dag er Theas hjemve skiftet ud med en stor glæde for at gå på efterskolen, efter hun tilmeldte sig en samtalegruppe.

For hende har det netop også været vigtigt ikke at ringe hjem til sine forældre, hver gang hjemveen meldte sig.

- Jeg sagde ligesom til mig selv, at jeg vil ikke ringe hjem nu, fordi min hjemve skal ikke blive værre. I stedet for gik jeg til nogle andre, som havde det på samme måde som mig, og så talte jeg med dem om det, siger Thea Adolph Jensen.

  • Print
  • Del artiklen: