Esbjerg Havn udvider: Har brug for 250.000 nye kvadratmeter

Stor efterspørgsel får Esbjerg Havn til at fremrykke million-investering.

Her skal Esbjerg Havn udvides med et areal, der svarer til 30 fodboldbaner. (Foto: Bo Bechsgaard DR Syd)

Alt udsolgt. Sådan lyder det lige nu fra Esbjerg Havn, når store virksomheder efterspørger arealer og kajplads.

Derfor fremrykker Esbjerg Havn nu en udvidelse af øst-havnen til 84 millioner kroner.

- Vi flytter en større millioninvestering fra en gang ude i fremtiden til i år, fordi der er så stor efterspørgsel på at drive forretning på Esbjerg Havn, siger bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen.

Det nye havneafsnit bliver 250.000 kvadratmeter stort, hvilket svarer til 30 fodboldbaner. Det bliver bygget i forlængelse af den nye østhavn, hvor der i dag udskibes havmøller til hele Nordsøen.

Udvidelsen sker bare tre år efter den seneste udbygning, og trods store fald i olieprisen ryster havnens bestyrelse ikke på hånden over at bruge et tocifret millionbeløb på endnu en havneudvidelse.

- 2016 bliver måske et usikkert år, men på længere sigt er vi optimistiske og har derfor valgt at fortsætte vores investering i udbygningen af havnen. Vi tror på det her, siger Flemming Enevoldsen.

MHI Vestas Offshore Wind har netop aftalt med Esbjerg Havn, at virksomheden mere end fordobler sit lejede areal fra 54.000 til 138.000 kvadratmeter. Udvidelsen ventes færdig i 2017.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.