F-35-planer bliver 200 millioner kroner dyrere end forventet

Flyvestation Skrydstrup skal bygges om for 600 millioner kroner, inden Danmarks nye kampfly flytter ind.

De første F-35 fly skal efter planen flyve fra Flyvestation Skrydstrup i 2022. (Foto: handout © Scanpix)

Det blive dyrere end forventet at få Danmarks nye F-35 kampfly til at lande og lette fra Flyvestation Skrydstrup.

De foreløbige planer for ombygningen af flyvestationen løber nu op i en pris på 600 millioner kroner.

Beløbet er dermed steget siden sidste år, hvor prisen på nye hangarer, simulatorer og støjdæmpning blev vurderet til at være 400 millioner kroner.

Thomas Pedersen, der er programchef for F-35 programmet, siger, at prisjusteringen skyldes forhold, der er dukket op, efter de er kommet længere ned i de enkelte projekter på stedet.

- Det samlede behov for kvadratmeter er steget, og det bliver dyrere end forventet at leve op til krav til sikkerhed og beskyttelse. Derudover skal vi bruge en del penge på støjdæmpning, så vi ikke belaster naboerne, siger han.

Marie Krarup, der er forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, er træt af merregningen.

- Jeg synes da, at det er ærgerligt, at der ikke er blevet regnet rigtigt, sådan man har haft et mere realistisk grundlag at træffe beslutningerne på. Det kunne jeg godt tænke mig, at man fik lidt mere at vide om, hvorfor det lige pludselig har ændret sig.

Hos Socialdemokratiet tager man prisjusteringen lidt mere med ro.

- Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at man har haft et estimat, som så har vist sig ikke helt at kunne holde, men kampflyene skal være i Skrydstrup, siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S).

Forsvarsministeriet skriver i en mail til DR Syd:

- Konsolideringen af den politiske aftale fra juni 2016 om anskaffelse af nye kampfly fortsat er i gang. Når konsolideringsarbejdet - hvoraf ombygningen af flyvestationen Skrydstrup er et blandt flere elementer – er færdigt, vil den samlede økonomi senere på året blive præsenteret for forsvarsforligskredsen og Finansudvalget i form af et aktstykke.

Svar fra Forsvarsministeriet er tilføjet tirsdag d. 22. august kl. 07.45.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.