Fælles nej kan fælde vindmølleplaner

Varde Kommune lader flertal afgøre omstridt sag.

Hvis mange naboer til et kommende vindmølleprojekt i Varde Kommune fremover siger nej, så kommer der ingen møller op.

Sådan lyder den markante kursændring, som Varde Kommune tager i forvaltningen af områder til vindmøller.

Sagen behandles torsdag efter massiv modstand, og fordi målsætningen er nået, siger udvalgsformand Preben Friis Hauge.

-Vi har nået vores målsætning om at få leveret mindst 40 procent af strømmen fra vindmøller. Derfor er det relevant at stoppe op og kigge på, om vi vil fortsætte vindmølleplanlægningen, forklarer han.

Modstanden mod møller i Vardes åbne opland har nogle steder været massiv.

Vrede og frustrerede naboer, sager med begmænd ved Naturklagenævn og ekstraordinære ansættelser alene til klagebehandling har i fire år været dagens orden i Varde.

En enkel utilfreds nabo er dog ikke nok til at bremse de meterhøje glasfibermøller. Det bliver den største andel, der får lov at bestemme, om flere møller skyder op i Vardes landskab

- Langt hovedparten af naboerne inden for 900 meter fra et vindmølleprojekt skal afgive en skriftlig erklæring på, at de accepterer projektet, siger Preben Friis Hauge.

Opbremsningen af den planen vil ikke berøre de 10 omstridte møller i Ulvemose-Bækhede, som kommunen regner med bliver rejst efter den fornyede behandling i Naturklagenævnet.

  • Print
  • Del artiklen: