Fagforening: Hverdagen er presset i Forsvaret

Forsvaret er presset af besparelser og et privat arbejdsmarked i vækst, lyder vurderingen.

Dårligt arbejdsmiljø på grund af stress, for få ansatte og nedskæringer er en del af hverdagen på Varde Kaserne. Det viser en aktindsigt, DR Syd har fået af Arbejdstilsynet.

Ifølge formand for Hærens Konstabel og Korporalforening, Flemming Vinther, så er en presset hverdag med mangel på ansatte et generelt problem i forsvaret.

- Vi risikerer at ende i en ond cirkel med stor mangel på hænder og kompetencer i hverdagen, vurderer han.

Flemming Vinther forklarer, at Forsvaret er presset af besparelser og et privat arbejdsmarked i vækst, der tiltrækker en del af Forsvarets medarbejdere.

- Der er heldigvis stadig mange unge, der gerne vil ind til Forsvaret, så den største udfordring er i virkeligheden at holde på dem, der er her. Vi bliver nødt til at få stoppet den afgang af folk, vi oplever lige nu, vurderer Flemming Vinther.

Problemerne på Varde Kaserne skyldes flytningen af sergentskolen fra Sønderborg til Varde, der har kostet flere medarbejdere, oplyser oberstløjtnant Mads Rahbek, der er chef for hærens sergentskole. Det har udløst en sur smiley og to påbud fra Arbejdstilsynet.

Det er især tvangsflytningen af godt 100 medarbejdere fra Sønderborg til Varde, der har skabt problemer, da en stor del af disse medarbejdere løbende har søgt tilbage til det sønderjyske.

  • Print
  • Del artiklen: