Fem muligt radikaliserede spottet på danske asylcentre

Udlændingestyrelsen modtog sidste år fem underretninger om radikalisering på asylcentrene.

I kølvandet på terrorangrebet i Frankrig den 13. november bad Udlændingestyrelsen den 17. november landets asylcentre om en situationsrapport vedrørende bekymrende reaktioner eller forhold.

I stakken af tilbagemeldinger, der kom til Udlændingestyrelsen i dagene efter, lå der fem underretninger fra asylcentre om mulige tegn på radikalisering blandt asylansøgere. Det drejer sig primært om enkeltpersoner eller grupper, der på den ene eller anden måde udviser sympati for terrorgrupper eller terrorhændelser.

Og den slags bliver taget meget alvorligt, lover udlændinge - og integrationsminister, Inger Støjberg:

- Bare der er én, er det en for mange. Derfor skal vi være uhyre opmærksomme hele tiden. Vi gør alt, hvad vi kan, for at der bliver holdt øje med de personer, som vi ser en tendens til radikalisering i, siger Inger Støjborg.

Asylcentrene skal løbende melde til Udlændingestyrelsen, hvis asylansøgere viser tegn på radikalisering. Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, og Socialdemokraterne vil nu have Inger Støjbergs ord for, at der bliver fulgt op på de indberetninger, der kommer.

Indberetningerne omhandler blandt andet en mandlig asylansøger, der fortæller om sin sympati for terrorgruppen Islamisk Stat - og på et billede poserer med et automatgevær og en familie, der giver udtryk for, at de sympatiserer med Islamisk Stat og går ind for sharia-lovgivning.

Begge eksempler er fra AsylSyd, der driver en række syd- og sønderjyske asylcentre.

  • Print
  • Del artiklen: