Forårssol trækker ulykker med sig

Når temperaturen stiger i foråret, betyder det ekstra travlhed på skadestuerne.

Efter en lang vinter, hvor plæneklipperen har været i hi, så kommer den for manges vedkommende i sving i påsken, hvor vejret bliver hæderligt.

Men når det bliver det lunt vejr i påsken, så vil plæneklipperen og andre havemaskiner være skyld i en del fingerskader. Det oplyser de på centerskadestuen i Aabenraa.

Her er der ofte besøg af havefolket, siger klinikchef på Sygehus Sønderjylland Theresa From-Eriksen.

- Vi har typisk håndskader fra plæneklippere og hæksakse. Vi har også faldskader fra stiger, når folk synes, at nu skal de op og rense tagrender og så falder ned af stigen, fortæller Theresa From-Eriksen.

Andet end haveredskaber

Leder af den fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg Christian Jørgensen forudser også, at godt vejr i påsken kan give ventetid på skadestuen.

- Når det er meget lækkert forårsvejr, er der tendens til, at det hober op ude i venteværelset. Det er ikke bare på grund af haveredskaber, der er også nogen, der kommer til skade på trampolinen, rulleskøjter og så videre, siger han og tilføjer, at der også kan være hestekræfter indblandet.

- Det er en tid, hvor motorcyklister finder deres store kværn frem, og det kan give gevaldige grimme uheld, fordi man er meget ivrig efter at komme ud og lufte motorcyklen.

  • Print
  • Del artiklen: