Forskernes dom: Motorveje redder ikke udkanten

En analyse viser, at en forbedret infrastruktur ikke får flere til at bosætte sig.

Mens politikere drømmer om, at nye motorveje automatisk giver flere indbyggere og mere vækst, så er virkeligheden en anden.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en analyse fra Kraka. Den konklusion bakkes op af flere forskere.

Ifølge Anne Mette Hjalager, der er professor ved Center for Landdistriktsforskning, er der ikke belæg for at sige, at motorveje har den effekt, politikerne taler om.

- Der sker godt nok en udvikling. Men hvis vi sammenligner med udviklingen i områder, hvor der ikke er tilsvarende infrastruktur, så er udviklingen på nøjagtigt samme niveau, siger Anne Mette Hjalager.

Nemmere at pendle

Ifølge Anne Mette Hjalager forveksler politikerne udvikling med bekvemmelighed:

- Der er ikke nogen tvivl om, at en god infrastruktur gør det nemmere for befolkningen og virksomheder. Men det er ikke nødvendigvis sådan, at det påvirker, hvad vi normalt opfatter som udvikling.

Seniorforsker fra Københavns Universitet, Hanne Tanvig, nævner Esbjerg som et godt eksempel på, at en motorvej ikke nødvendigvis betyder, at flere bosætter sig:

- I Esbjergs tilfælde vil jeg næsten tro, at langt flere har kunnet pendle til og fra byen på grund af motorvejen, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: