Gnidningsfrit asylsystem syd for grænsen

Hurtig fordeling af asylansøgere i lejligheder er nøglen til succes i Slesvig-Holsten.

På trods af at den tyske delstat syd for grænsen, Slesvig-Holsten, har halvt så mange indbyggere som Danmark, tog delstaten sidste år imod flere end dobbelt så mange asylansøgere som Danmark sidste år.

Godt 50.000 asylansøgere blev i 2015 fordelt i delstaten. Heraf kom de 1.000 af dem til Flensborg, der har en befolkning på omkring 93.000. Og det foregår uden de store problemer, fortæller pressetalsmand i Flensborg By, Clemens Teschendorf.

- Vi har fundet en model, hvor asylansøgerne bor i lejligheder rundt i byen, så de hurtigt bliver en del af byen. Vi har brugt mange kræfter og penge på at bygge lejligheder, folk kan bo i og selv være ansvarlige for. De skal for eksempel lave mad selv. Det gør det meget lettere for dem at flytte ud i byen, når de har fået asyl, siger Clemens Teschendorf.

Og det princip gælder for hele delstaten, fortæller gruppeformanden for det danske og frisiske mindretals parti, SSV i landdagen i Kiel, Lars Harms.

- Når asylansøgere fordeles i kommunerne, samler man dem ikke i store enheder, men fordeler dem, så også små landsbyer får deres andel. Derfor er presset ikke så stort i de enkelte byer, siger Lars Harms.

  • Print
  • Del artiklen: