Halvdelen af landets kommuner streamer nu byrådsmøder: Det koster tusindvis af kroner

Det styrker den demokratiske process, at borgerne kan følge med i byrådsmøder på nettet, mener forsker.

Esbjerg Kommune bruger 3.500 kroner på hver livesending fra byrådsmødet.

Når byrådet ringer ind til møde i byrådssalen, er dørene åbne for alle. Men ofte sidder der kun et par tilskuere bagerst i lokalet, og så kommer der et alenlangt skriftligt referat på nettet et par timer senere.

I halvdelen af landets kommuner behøver du dog ikke længere sætte dig tilrette i salen for at følge byrådsmøderne. Her bliver møderne nemlig streamet live på nettet, så alle kan følge med hjemme fra sofaen.

Esbjerg Kommune har livetransmiteret deres byrådsmøder siden 2011, og det koster 3.500 kroner hver gang. De penge bruger man gerne, selv om livesendingerne ikke er den store seermagnet.

Det er vigtigt, at man kan opleve politikerne live i stedet for at læse et referat.

Thomas reil, kommunikationschef i Esbjerg kommune

Det fortæller kommunens kommunikationschef, Thomas Reil, der oplyser, at de har mellem 50 og 100 seere til hvert møde.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at folk har mulighed for at kigge med. Det er vigtigt, at man kan opleve politikerne live i stedet for at læse et referat. Særligt når vi nærmer os et kommunalvalg, så er det vigtigt, at man kan høre, hvad de enkelte står for, mener han.

Han tilføjer, at livesendingerne ind i mellem kan tiltrække ret mange seere.

- Normalt ville vi have fem til ti mennesker, der dukker op i byrådssalen. Hvis det er sager, der optager folk meget som for eksempel skolelukninger, parkeringspladser eller højhusbyggeri, så kan vi komme helt op på 1.000 mennesker, der kigger med på nettet, siger han.

Byråds-tv fremmer demokratiet

Byråds-tv er kommet for at blive, mener firmaet Kommune-tv.dk, der administrerer 28 kommuners livetransmissioner. De tager 7.500 kroner om måneden - altså 90.000 om året - for at streame for én kommune. De mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før resten af kommunerne hopper med på bølgen.

Og det burde de, siger kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet. Byråds-tv er nemlig godt for demokratiet, mener han.

- Det er gavnligt for den demokratiske proces, fordi vi gerne vil have, at der er gennemsigtighed og åbenhed i det lokale demokrati. På den her måde giver man flere mennesker mulighed for at følge med i, hvad der foregår i den kommunale politik, fortæller han.

Man kan håbe, at det bliver lidt mere spændende fremover at lytte med til byrådsmøderne, når de nu kommer på TV

Ulrik Kjær, kommunalforsker hos SDU

I Sønderborg Kommune vil Venstre også gerne have indført byråds-tv. Byrådsmedlem Peter Hansen fra Venstre mener ikke, at politikerne vil føle sig overvåget, selvom der står et tv-hold og mange potentielle seere og følger med i talerne.

- Det kan godt være, det bliver en anden debat, og at folk tænker sig lidt mere om, inden de siger noget. Men jeg synes, det er sundt, at borgerne kan møde politikerne, og det er med til at demokratisere hele beslutningsprocessen, siger han.

Nogle politikere skal nok lige vende sig til tanken om, at deres tale bliver livestreamet, vurderer kommunalforsker Ulrik Kjær. Men der er også andre fordele ved at lave byråds-tv, mener han.

- Man kan håbe, at det bliver lidt mere spændende fremover at lytte med til byrådsmøderne, når de nu kommer på TV, siger Ulrik Kjær.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.