Institutioner har regler for doktorlege

Næsten to ud af tre daginstitutioner har regler for doktorlege i børnehaverne.

Flere daginstitutioner har indført regler for doktorlege. (Foto: Maria Larsen © DR-Fyn)

Mange institutioner har i dag regler for, hvordan voksne, der arbejder med børn, skal opføre sig. Det skyldes blandt andet de seneste års fokus på pædofili og voksnes overgreb mod børn.

Men endnu flere institutioner har nu også regler for, om børnene må lege doktorlege med hinanden og i det hele taget se hinanden uden tøj på.

Vi er meget bevidste om at fortælle børnene, at når de er på toilet, at så er der kun ét barn ad gangen inde på toilettet.

Mette Kolbech, souschef, Børnehuset Løjt

En undersøgelse, der er et par år gammel, viser, at 64 procent af de medvirkende 382 daginstitutioner på landsplan har regler for børnenes adfærd i forhold til doktorlege i institutionerne.

Kun ét barn på toilet ad gangen

Ét af stederne, hvor der er regler, er Børnehuset Løjt i Løjt Kirkeby ved Aabenraa.

Her har man lavet regler for hvordan og hvor meget, institutionens børn må være uden voksen-opsyn, fortæller souschef Mette Kolbech.

- Vi er meget bevidste om at fortælle børnene, at når de er på toilet, at så er der kun ét barn ad gangen inde på toilettet, siger Mette Kolbech.

Man må ikke lege alene i timevis

For min skyld må de gerne lege i underbukser, og de må gerne kigge på hinanden. Men jeg synes, at de skal holde fingrene for sig selv, når det drejer sig om numser og tissekoner og den slags.

Mette Tondering, mor til to piger

Pædagogerne er også meget opmærksomme på, hvis børnene gemmer sig i krogene.

- Vi har også en legekrog rundt om på institutionen, hvor man kan lege alene, og her er der ikke voksenopsyn hele tiden. Men man får ikke lov til at lege derinde i en time, uden at der ikke lige er en voksen, der kigger ind, fortæller Mette Kolbech.

Malene Tondering er mor til to piger, og hun er tilfreds med reglerne. Hun er ikke en af de forskrækkede forældre, men der er en grænse, siger hun:

- For min skyld må de gerne lege i underbukser, og de må gerne kigge på hinanden. Men jeg synes, at de skal holde fingrene for sig selv, når det drejer sig om numser og tissekoner og den slags, fortæller hun.

Forældre bliver vrede og bekymrede

Reglerne i Børnehuset Løjt er opstået, fordi mange forældre bliver både forskrækkede og bekymrede, når deres barn fortæller om doktorleg i puderummet.

- Det har nok været sådan i et par år, hvor man oplever, at forældre bliver meget skræmte over doktorlege. Der er nogle, der mener, at det skal være forbudt, forklarer souschef Mette Kolbech fra Børnehuset Løjt.

De forældre, der ikke bliver forskrækkede, bliver ofte vrede i stedet for og begynder at stille krav, fortæller Mette Kolbech.

- Forældrene kan godt finde på at sige, 'jamen, det og det barn må ikke lege sammen mere'. Det, børnene gør, handler jo bare om, at de ser, hvordan de ser ud. Og doktorlege, hvor man kigger på hinanden, er altså helt uskyldigt, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.