Intelligent ble er nomineret til pris: Fortæller hvornår den skal skiftes

Abena har udviklet en ble, der indsamler data om brugernes vandladninger og informerer om, hvornår den skal skiftes.

En ble er ikke længere bare en ble hos Aabenraa-virksomheden Abena.

Abena har udviklet en intelligent ble, der automatisk samler information om brugernes vandladninger og fortæller plejepersonalet, når det er tid til, at bleen skal skiftes.

Den intelligente ble skal bruges til plejehjemsbeboere, der lider af inkontinens.

Den opfindelse har nu sikret Abena en nominering til DI-prisen, der uddeles i næste uge.

Bleen kan gøre en forskel i plejesektoren, mener Eva Andersen, der er konceptansvarlig hos Abena.

- Det handler om at tilgodese borgerens plejebehov på bedst mulig måde og samtidig få god udnyttelse af den tid, der er til rådighed i plejen. Det mener vi, at bleen kan være med til at sikre, siger hun.

Bleen virker på grund af en chip, der sidder i den, som kan sende informationer videre til eksempelvis smartphones eller tablets.

Det sidste års tid har bleen været prøvet i Holland. I løbet af de kommende måneder begynder de første danske kommuner at bruge systemet.

DI Prisen

  • DI Prisen bliver hvert år givet til en virksomhed, der har skabt nye muligheder og omsat dem til vækst og arbejdspladser til gavn for det danske samfund.
  • For at blive nomineret er det i 2016 et krav, at virksomheden har formået at benytte digitale teknologier til at udvikle og styrke virksomheder og sikre fortsat vækst.
  • DI Prisen bliver uddelt den 26. september.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.