Kontroversiel salt på vej til Sønderjylland

Et fragtskib ladet med vejsalt møder kritik fra solidaritetsbevægelsen Afrika Kontakt.

Tirsdag den 2. februar anløber et stort fragtskib fyldt med salt Aabenraa Havn. Saltet skal gøre vejene i Sønderjylland sikre at færdes på, når frosten bider.

Men ifølge solidaritetsbevægelsen Afrika Kontakt er det såkaldt blodsalt. De hævder nemlig, at saltet kommer fra Vestsahara, der er besat af Marokko, hvilket bryder en FN-konvention og en anbefaling fra Folketinget.

- De er med til at plyndre den oprindelige befolkningen i et besat område, og det er et stort problem, siger Morten Nielsen fra Afrika Kontakt, der heller ikke tror på det, når Dansk Vejsalt siger til DR, at saltet kommer fra Marokko.

Skulle det vise sig, at Morten Nielsen og Afrika Kontakt har ret i, at saltet kommer fra Vestsahara, er det et stort problem, mener SF's udenrigsordfører, Holger K. Nielsen:

- Vestsahara er besat af Marokko og har været det i mange år. FN har beskæftiget sig meget med det område, og derfor ligger der bestemt et problem i, at vi legetimiserer den besættelse ved at handle med varer derfra, siger Holger K. Nielsen.

Haderslev Kommune har gennemgået kontrakten med Dansk Vejsalt og finder ikke anledning til yderligere mistanke, fortæller borgmester Hans Peter Geil (V) i en pressemeddelelse:

- Vi bliver som udgangspunkt nødt til at kunne stole på vores leverandør, og vi har ikke fundet grund til andet i denne sag, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: