Landbrugskøretøjer involveret i stadig flere ulykker

Der har været en stigning i antallet af ulykker med traktorer og landbrugskøretøjer.

Du skal være særligt opmærksom på landevejen i den kommende tid. Det er nemlig ved at være tiden, hvor du kan møde tunge landbrugskøretøjer på asfalten.

I Syd- og Sønderjylland er der siden 2014 sket en stigning i antallet af personer, der er kommet til skade i trafikuheld med landbrugskøretøjer. Det viser tal fra Tønder Kommune. Her har der været 20 ulykker de seneste fem år.

Den slags ulykker ender ofte meget alvorligt, fortæller trafiksikkerhedsmedarbejder ved Tønder Kommune Anders Hørkjær.

- Landbrugskøretøjer er tonstunge køretøjer, der står fast, hvis man påkører det, siger han.

Anders Hørkjær understreger, at det derfor er vigtigt, at bilisterne og landmænd kører varsomt.

Undervisning i til unge og uddannede

Hos LandboSyd siger formand Mogens Dall, at landmændene har et stort ansvar for at nedbringe antallet af ulykker.

- Det er stadig større maskiner, vi kører med, så vi skal være agtpågivende og have det endnu mere i fokus, mener han.

Ifølge Mogens Dall er det centralt, at man sætter ind med undervisning på landbrugsskolerne, men også oplysning til uddannede landmænd.

-Vi har netop sendt en invitation ud til politiet og til en maskinstation, hvor vi laver et arrangement, hvor sikkerheden kommer i højsædet, fortæller han.

Esbjerg er den kommune med flest uheld. Her er der sket 21 uheld de sidste fem år.

  • Print
  • Del artiklen: