Lokalpolitikere på plus 50 dominerer i byrådene

En gennemgang af byrådsmedlemmernes alder viser et undertal af helt unge politikere.

Der er få helt unge politikere i byrådene i landets kommuner.

En gennemgang af byrådsmedlemmernes alder, som DR har foretaget, viser, at byrådsmedlemmernes gennemsnitsalder er på omkring 50 år.

Det kan være et demokratisk problem, at ungdommen ikke er bedre repræsenteret, siger Ulrik Kjær, der er professor ved Syddansk Universitet.

- Man kan have en frygt for, at nogen af de dagsordener og holdninger, som de unge har, ikke kommer ind i den lokalpolitiske proces.

Vigtigt med unge i politik

Den vurdering er borgmester i Fanø Kommune, Erik Nørreby (V), enig i.

- Hvis alle byrådsmedlemmer er på den gode side af 60, så har de nok fokus på andre områder end byrådsmedlemmer på 30 år, siger han.

I Tønder Kommune siger borgmester, Laurids Rudebeck (V), at man bør arbejde på at få skabt en bedre balance i byrådet.

- Byrådspolitikerne er dygtige, erfarne og ihærdige, men jeg er enig i, at der er brug for, at vi får nogle unge mennesker ind i politik.

70 af landets 98 kommuner er inddraget i gennemgangen af byrådsmedlemmernes alder.

  • Print
  • Del artiklen: