Mads nægter at lade sine børn vaccinere

Mads Wedel-Ibsen mener, at vaccine er mere farlig end sygdomme.

Selvom børnevaccinerne er gratis og beskytter mod livstruende sygdomme som stivkrampe og mæslinger, så er der mange børn, der ikke bliver vaccineret. Mads Wedel-Ibsen har valgt ikke at lade sine børn vaccinere.

Hvert år er der mange børn, som ikke bliver vaccineret, og dermed risikerer de at blive alvorligt syge senere i livet.

For hver årgang er der for eksempel op mod tusind syd- og sønderjyske børn, der ikke får de anbefalede vacciner.

Far: Der er masser af bivirkninger ved vaccinen

Mads Wedel-Ibsen fra Rødekro i Sønderjylland har fire børn og har ikke ladet en eneste af dem vaccinere. Ud over at være far til fire, så arbejder Mads Wedel-Ibsen til daglig som heilpraktiker, hvor han arbejder med alternative behandlingsformer.

Jeg har fundet ud af, at der er en række betydelige bivirkninger ved en lang række af de her vacciner, der gives i vaccinationsprogrammet.

Mads Wedel-Ibsen, far, der ikke vil lade sine børn vaccinere

- Jeg har undersøgt det her, og jeg har fundet ud af, hvor farlige de her sygdomme reelt er. Og jeg har fundet ud af, at der er en række betydelige bivirkninger ved en lang række af de her vacciner, der gives i vaccinationsprogrammet, siger Mads Wedel-Ibsen.

Det er rigtigt, at der er risiko for bivirkninger, når man får en vaccine, og i meget sjældne tilfælde kan de være alvorlige.

Men det er stadig værre at få en af de alvorlige sygdomme, siger Palle Valentiner-Branth, der er afdelingslæge ved Statens Serum Institut og ansvarlig for vaccinationsprogrammet.

De her sygdomme er så alvorlige, så komplikationerne af sygdommene er langt kraftigere end de mulige bivirkninger efter en vaccination.

Palle Valentiner-Branth, afdelingslæge, Statens Serum Institut

- De her sygdomme er så alvorlige, så komplikationerne af sygdommene er langt kraftigere end de mulige bivirkninger efter en vaccination, siger Palle Valentiner-Branth.

30.000 smittet med mæslinger i Europa

Mads Wedel-Ibsen siger også, at vi danskere er så sunde og har så gode hospitaler, at en sygdom som eksempelvis mæslinger slet ikke er farlig for os.

- Man kan jo styrke sit immunforsvar ved hjælp af kost og ved hjælp af sund levevis, så man kun får de her sygdomme i en mild form, siger Mads Wedel-Ibsen.


Mæslinger, stivkrampe og børnelammelse er stadig livsfarlige, også hos os i Danmark, siger Palle Valenthiner-Branth.

- Man kan jo bare kigge på Europa, her var der over 30.000 tilfælde med mæslinger i 2013. Mæslinger er en uhyre smitsom sygdom. Der kan komme varige mén efter mæslinger, og der vil også være en lille risiko for mæslingeinfektion, siger han.

Skidt at flere ikke vælger vaccine

Formanden for sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark Bo Libergren fra Venstre er ikke tilfreds med, at der er mange børn, der ikke bliver vaccineret.

Det er noget skidt, at der ikke er flere, der vælger at tage imod det tilbud, der er.

Bo Libergren, Venstre, formand for sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark

- Det er noget skidt, at der ikke er flere, der vælger at tage imod det tilbud, der er, siger han.

Det er ikke, fordi syd- og sønderjyderne er hverken bedre eller værre end landsgennemsnittet, men en tiendedel uvaccinerede er for mange, mener Bo Libergren.

- Det er ærgerligt, for vi skal op på en højere vaccinationsgrad, hvis det skal give den beskyttelse, så vi undgår epidemier, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.