Markant flere anmeldelser om blufærdighedskrænkelser og voldtægt

Stigning i anmeldelser betyder ikke nødvendigvis stigning i forbrydelser, siger politiet.

Antallet af anmeldelser vedrørende sædelighedsforbrydelser er på landsplan steget med omkring 20 procent de seneste tre år. I Syd- og Sønderjylland ligger stigningen på 60 procent.

Men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at antallet af forbrydelser er steget markant. Det fortæller Kaj Nielsen, der er linjechef for lokalpolitiet hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi har haft nogle store lokale sager, der har givet en stor opmærksomhed på området. Det er et område, vi ved, der er mørketal inden for. Så de sager vi har haft, kan have givet en højere anmeldelsestilbøjelighed, siger Kaj Nielsen.

Sædelighedsforbrydelser dækker over voldtægt, seksuelt misbrug eller blufærdighedskrænkelse, men ifølge Kaj Nielsen kan det være et positivt tegn, at der kommer flere anmeldelser. For politiet i Syd- og Sønderjylland har haft fokus på at få flere til at anmelde lige netop den slags forbrydelser.

Og der er da heller ingen grund til at tro, at antallet af tilfælde er steget markant. Det fortæller speciallæge fra Retsmedicinsk Institut på Aarhus Universitet, Ole Ingemann Hansen, der tidligere har været tilknyttet Center for Voldtægtsofre.

- Der kan have været en stigning af forbrydelser, men jeg tror mest på en øget anmeldelsestilbøjelighed. Jeg tror og håber, at de kampagner, der har været kørt, er slået igennem. Min egen forskningserfaring siger mig, at det er det, der virker, siger Ole Ingemann Hansen.

  • Print
  • Del artiklen: