Muldvarpene holder store-flyttedage under os

Den milde og våde vinter har skabt akut bolignød for muldvarpene under os.

Den våde vinter har givet mange oversvømmede kældre rundt i landet, og vi mennesker er ikke de eneste, der har været plaget af regnen ovenfra.

Muldvarpene under os har nemlig været nødt til at bygge nye gange, da mange af deres gamle er blevet oversvømmet. Det fortæller naturvejleder Trine Sørensen fra Skovlyst Naturskole.

- Der har været masser af vand på markerne og i vores haver. Det løber ned i muldvarpenes gange, så de har haft travlt med at grave nye hele vinteren. Derfor ser vi en masse muldvarpeskud på vores græsplæner, siger Trine Sørensen.

Der er måske mange, der ikke synes, at muldvarpeskud i haven er en fryd for øjet. Men står det til naturvejlederen, så skal du faktisk ikke bekæmpe det underjordiske dyr.

- Det er faktisk godt at have muldvarpe, for man får en sund jord. De er kødædere, så om sommeren kommer de op og spiser de insekter, som irriterer os, siger Trine Sørensen.

Hun tilføjer, at rygterne om, at muldvarpene spiser rødderne på ens planter i haven er stærkt overdrevne. Det er nemlig de vegetariske mosegrise, der gør det og altså ikke muldvarpene.

  • Print
  • Del artiklen: