Muligt at tjene penge som kontanthjælpsmodtager

Nyt forsøg giver kontanthjælpsmodtagere lov til at beholde 70 procent af løn for småjobs.

De fleste af os kan vist bedst lide at gå på arbejde, hvis vi også får løn for det.

Men hvis man er på kontanthjælp, så vil det, man tjener som regel blive modregnet og ikke gøre nogen forskel i husholdningsbudgettet.

Og for en række kontanthjælpsmodtagere ser det i øjeblikket anderledes ud. De er nemlig med i en forsøgsordning, der hedder "Dag til Dag Jobber", og de må beholde det meste af det, de tjener.

Det gælder blandt andre for kontanthjælpsmodtagere i Sønderborg Kommune, som er med i ordningen med stor succes, fortæller jobkonsulent ved Jobcenter Sønderborg, Linette Stave Giebel.

- De har taget rigtigt godt imod tilbuddet. Det er specielt det her økonomiske incitament i projektet, som gør, at de er meget motiverede for at tage et dag-til-dag job.

I job op til 15 timer ugentligt

I øjeblikket er der i Sønderborg 50 kontanthjælpsmodtagere med i ordningen, og de har alle været igennem et særligt tre-dages forløb, for at finde ud af om de var motiverede nok.

Virksomhederne, som er med i ordningen, må ansætte kontanthjælpsmodtagerne 8 til 15 timer om ugen. Og kontanthjælpsmodtagerne må beholde omkring 70 procent af den løn de får.

I alt 14 kommuner på landsplan er med i ordningen, det er: Aabenraa, Allerød, Ballerup, Halsnæs, Hedensted, Horsens, Vejle, Sønderborg, Århus, Kalundborg, Odsherred, Stevns, Tønder og Køge.

  • Print
  • Del artiklen: