Musikere døjer med skader: Violin-arm og cello-albue kan forebygges

Styrke- og konditionstræning kan hjælpe mange musikere af med deres smerter.

Mange musikere døjer med led- og muskelsmerter på grund af ensidigt gentaget arbejde, når de øver og giver koncerter. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Musik kan gøre ondt. I hvert fald døjer mange musikere med smerter og deciderede skader på grund af ensidigt, gentaget arbejde.

- Jeg sidder dagligt fire-fem timer i den samme stilling med violinen op til den ene side. Det er en ret fastlåst stilling, og jeg oplever at få spændinger i både nakken og ryggen, fortæller Birgit Bauer, førsteviolinist i Sønderjyllands Symfoniorkester.

Forskere fra Syddansk Universitet har i et nyt projekt undersøgt, hvordan musikere i symfoniorkestre kan forebygge de smerter, som de får af at øve sig mange timer dagligt og give koncerter.

- Når musikerne sidder til koncerter, så overskygger ambitionen om at spille musik på højeste niveau ofte de negative konsekvenser, der er for kroppen i form af overbelastning og smerter, siger Lotte Nygaard Andersen.

Hun er lektor på Syddansk Universitet ved Institut for Idræt og Biomekanik.

I projektet undersøgte forskerne, i hvor høj grad styrke- og konditionstræning kan hjælpe musikere af med deres smerter.

23 musikere fra Odense Symfoniorkester var med til at lave fysisk træning i arbejdstiden. Og meldingen var, at det hjalp dem til både at spille bedre og at fjerne en del af de fysiske smerter.

Derfor er den foreløbige konklusion, at hvis musikere laver forebyggende træning, kan det være med til at mindske og forebygge arbejdsrelaterede skader og smerter i muskler og led. Og det glæder førsteviolinist Birgit Bauer:

- Det er vigtigt, at man sætter ind allerede i konservatorietiden. For når man er ung, kan man gøre mange ting med kroppen uden besvær. Men vi skal huske, at vi skal spille lang tid, for mit vedkommende op mod 45 år i et professionelt orkester, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.