Ny elforbindelse skal forbinde Danmark og Holland

Aftalen om en 350 kilometer lang elforbindelse er på plads.

Dong's nye off shore vindmølle park i Borkum Riffgrund . (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Et 350 kilometer lang elforbindelse på bunden af Nordsøen er i dag kommet et skridt tættere på realisering.

Det er nemlig faldet på plads, at det bliver Siemens og Prysmian, der skal bygge det såkaldte Cobra-kabel, der skal forbinde det danske og hollandske energinet.

Det oplyser Energinet.dk og den hollandske samarbejdspartner TenneT.

Den undersøiske elforbindelse skal transportere overskydende grøn energi ud af Danmark.

700.000 husstande

I Dansk Energi er man glade for, at der nu er en aftale på plads. Sådan et kabel vil nemlig komme os alle til gode, oplyser direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard.

- Det er en god forretning for os at eksportere energien. Særligt til nogen, der har højere elpriser end os, og det har de i Holland. Derfor får vi flere penge for vores grønne energi, siger han.

Det 350 kilometer lange kabel skal være klar på bunden af Nordsøen i 2019. Kablet kan importere og eksportere, hvad der i runde tal svarer til 700.000 husstandes elforbrug.

Det vil blandt andet være overskydende vind- og solcelleenergi, der skal transporteres via det undersøiske elkabel.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.