Partier kræver styr på muligt radikaliserede asylansøgere

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kræver garantier fra minister Inger Støjberg.

I dagene efter terrorangrebet i Paris i november fik Udlændingestyrelsen fem underretninger fra asylcentre, hvor de ansatte var bekymrede for tegn på radikalisering blandt asylansøgere, viser aktindsigter, DR har fået.

Og det får Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen til at kræve en garanti for, at der skal være fuldstændig styr på de asylansøgere, der viser tegn på radikalisering:

- Der skal holdes øje med de her mennesker og følges på op de indberetninger, der kommer. Og så skal det sikres, at asylcentrene er fuldstændigt klar over, at de skal indberette, siger Trine Bramsen.

Hun frygter blandt andet sager som den i september, hvor en betjent blev stukket ned af en beboer i asylcentret Sandholmlejren i Nordsjælland, selvom vedkommende var blevet indberettet.

En af de indberetninger, Udlændingestyrelsen modtog i november, handler om en asylansøger på Asylcenter Uge ved Aabenraa. Asylansøgeren har over for en anden beboer udtrykt sympati for Islamisk Stat. Og da personalet også får vist et billede af manden, der poserer med et automatgevær foran en bil i Syrien, tilkaldes politiet.

Politiet vurderer, at manden ikke er farlig, men personalet bliver instrueret i at holde øje med, om han viser tegn på radikalisering. Asylcenter Uge oplyser til DR, at den pågældende asylansøger senere blev flyttet til at andet center.

Hos regeringens støtteparti Dansk Folkeparti vil udlændingeordfører Martin Henriksen være sikker på, at den slags sager bliver fulgt til dørs:

- Det er godt, at man fra asylsystemets side indberetter det, når man mener, at myndighederne skal være opmærksomme. Men så skal der også reageres på det, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: