Partiforeninger: En udfordring at finde unge kandidater

De lokale partiforeninger har svært ved at finde unge, der gider kommunalpolitik.

Hvis der skal stoppes flere unge mennesker ind i byrådssalene, så skal arbejdshandskerne på frem mod kommunalvalget næste år.

Et kig i byrådet i din kommune vil afsløre, at der ikke er mange byrådsmedlemmer under 30 år. Og det kan være lidt af en udfordring at få de helt unge til at stille op til byrådet, erkender Ketty Christoffersen, der er formand for Venstre i Esbjerg.

- Udfordringen er der hver gang. Unge mennesker studerer jo og flytter til og fra byen, så vi skal sørge prikke de unge på skuldrene og høre dem, om de ikke har en lille politiker i maven, siger Ketty Christoffersen.

I Esbjerg er gennemsnitsalderen i kommunalbestyrelsen 52 år. Det svarer til gennemsnitsalderen for byrådspolitikere i hele Syd - og Sønderjylland, viser en gennemgang af byrådene, som DR har lavet.

Også i Sønderborg forsøger man løbende at gøre noget ved det, siger Karsten Wohlgemuth, der er formand for Socialdemokraterne i Sønderborg.

- Jeg tror det er lettere, hvis man allerede begynder at være politisk aktiv i 13-14-års alderen. Så vi har et rigtigt tæt samarbejde med vores ungdomsafdeling, og kigger hele tiden på at få de unge til at være aktive og diskutere politik, siger Karsten Wohlgemuth.

  • Print
  • Del artiklen: