Peter Kofod Poulsen: HK'ere skal aflaste politiet

Tal fra Rigspolitiet viser, at politikredsene sender cirka 230 betjente til grænsen dagligt.

De har travlt ude i de danske politikredse, hvor opgaven med at håndhæve den midlertidige grænsekontrol skaber travlhed i hverdagen.

Det skal der gøres noget ved, lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen.

- Det er ikke en holdbar situation. Vi er nødt til at tage presset af politiet lige nu og her, siger han.

Derfor vil Peter Kofod Poulsen have andre faggrupper til at løse politiopgaver som for eksempel fart- og paskontrol.

- Man skal spørge sig selv, hvilke opgaver der ikke kræver en politiuniform. Ved de opgaver må man gå ind og se på, om man ikke kan overlade det til HK'ere eller andre faggrupper, mener han.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at ti ud af de 12 danske politikredse samlet sender mere end 230 betjente til den dansk-tyske grænse dagligt.

Det har konsekvenser for andre politiopgaver. Blandt andet stiger sagsbehandlingstiden på vold- og voldtægtssager, siger politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, Jens Børsting, der dagligt sender 17 mand til grænsen.

  • Print
  • Del artiklen: