Prisvinder: Ny app gør ældre digitale

En app kører med succes på plejehjem og har netop høstet udenlandsk anerkendelse.

- Det er guld værd, det her, lyder det fra plejehjemsbeboer Hanne Leitner, mens fingrene stryger hen over tablettens glasskærm, hvor app'en Life-Manager kører.

App'en samler kalender, billeder, meddelelser og opkaldsfunktion og gør det overskueligt for den ældre, og det ser ud til at være en succes.

Tablet-app'en har netop givet det sønderjyske it-firma Life-partners en tysk innovationspris på Altenpflege messen i Hannover, og det betyder meget for den 11 mand store virksomhed i Padborg, siger direktør Lars Jessen.

- Vi har arbejdet i et år på at komme ind på det tyske marked. Når vi vinder sådan en pris, så er det ikke bare en stor cadeau, men også en blåstempling af vores produkt til det tyske marked, lyder det.

Testet på plejehjem

Virksomheden har de seneste måneder testet app'en med Aabenraa Kommunes plejehjemsbeboere. Her har den hjulpet beboernes med kontakt til børn og børnebørn.

Ifølge Connie Andersen, leder af Ældrecenter Grønnegården, har den nye app haft stor betydning for beboerne.

- Det er en spændende ting i forhold til, at man kan inddrage familien lidt mere. Det giver mere livskvalitet til den enkelte beboer, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: