Region vil have flere hænder på fødegangene

Kvaliteten skal sikres, og travlheden skal bringes ned, lyder det fra sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

Der kommer efter alt at dømme flere hænder på fødeafdelingerne i Syddanmark.

Region Syddanmark er nemlig klar med en ansøgning om at få del i en pulje, der skal styrke kvaliteten på fødegangene.

Ansøgningen lyder på knap 11 millioner kroner.

Udover de ekstra hænder skal pengene være med til at sikre, at fødende kan beholde den samme jordemoder gennem hele forløbet.

- Vi får mulighed for at ansætte flere læger og jordemødre, og det vil være med til at sikre en god kvalitet på fødegangene med et trygt forløb for den fødende, siger formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark Poul-Erik Svendsen (S).

Formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo håber, at flere jordemødre på fødegangene også kan være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø.

- Der er simpelthen for travlt på nogle fødesteder, og jordemødrene oplever for hyppigt at være spidsbelastede. Det må ikke være almindeligt i hverdagen, at der er så travlt, siger hun.

Både Sygehus Sønderjylland og Sydvestjysk Sygehus vil ansætte en ekstra jordemoder for nogle af pengene.

  • Print
  • Del artiklen: