Regionsformand: Nye Bios-problemer er utilfredsstillende

Der er igen problemer med at få vagterne til at gå op hos ambulanceselskabet Bios. Ikke godt nok, siger Stephanie Lose (V).

Ambulanceselskabet Bios, der kører i det meste af Region Syddanmark, har stadig svært ved at få enderne til at nå sammen når det handler om vagtplanen. (© dr)

Ambulanceselskabet Bios, der kører i store dele af Region Syddanmark, har stadig svært ved at få vagtplanen til at gå op, og selskabet må indstille sig på bøder.

Det skiver Fyens Stiftstidende i dag.

I en sms, DR er i besiddelse af, skriver en driftsvagt i ambulanceselskabet til firmaets reddere torsdag aften:

- Jeg ved, at mange af jer er trætte og brugte, men jeg er nødt til, på mine grædende knæ, at bede om hjælp.

Af sms-beskeden fremgår det, at Bios efterlyste mandskab til 12 ambulancer i Odense, Svendborg, Sønderborg og Esbjerg mandag.

Formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), er ikke tilfreds med situationen hos Bios.

- Det er utilfredsstillende og skuffende, at Bios har haft væsentlig udfordringer her i januar efter nogle stabile måneder. Jeg forventer, at de får bedre styr på driften, siger Stephanie Lose til DR.

En helt ny opgørelse viser, at der flere dage i januar har manglet helt op til fire ambulancer, og responstiden er steget. Regionsrådsformanden siger, at ambulanceselskabet får bøder, hvis man ikke lever op til sine aftaler.

- Hvis man ikke leverer det, man skal som ambulanceselskab i driftsfasen, så vil der jo falde en bod, og det vil der også i Bios' tilfælde, forklarer hun.

Ledelsen i Bios har ikke reageret på DRs henvendelse.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.