Regn og slud giver svampene skud

Det vrimler med svampe i skovbunden i øjeblikket, for svampe har haft gode vækstbetingelser.

Det er et oplagt tidspunkt at gå på svampejagt, mener naturvejleder. Arkivfoto (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Det har regnet og regnet, og mange har nok haft svært ved at se positivt på det.

Men et sted, der bliver jublet, er i skovbundene.

Svampene har nemlig haft fantastiske vilkår i det våde vejr, fortæller naturvejleder ved Naturstyrelsen Sønderjylland, Trine Sørensen:

- Svampe kan godt lide to ting. De kan rigtig godt lide fugt, og de kan godt lide lidt luning en gang imellem. Lige nu er der bare rigtig godt gang i den derude.

Det er særlig vildt i år

Det er særligt kantareller, rørhatte og Karl Johan-svampe, man kan spejde efter i den fugtige skovbund lige for tiden.

Morten Vinding er naturvejleder i Varde, også han mener, at der virkelig er mange svampe at finde i år.

- Det er mange år siden, at vi har oplevet noget, der er så vildt som i år, siger han.

- Det er jo højsæson for svampe lige nu. Og det er jo dejligt med al det regn, vi har fået, når vi taler svampe. En svamp består af 95 procent vand. Så hvis der ingen vand er, så er der ingen svampe, uddyber han.

Naturvejleder Trine Sørensen opfordrer derfor folk til at stikke snuden i skovbunden.

- Jeg synes, man skal tage en god, nyere svampe-bog med i inderlommen og en tur i skoven. Finder man en svamp, så prøv at undersøg, hvad det er for en.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.