Skandaleramt skole er blevet meldt til politiet for flere forhold

En tidligere tillidsrepræsentant har politianmeldt flere af de involverede i VUC Syds møgsager.

Her til eftermiddag er VUC Syd blevet politianmeldt af en tidligere tillidsrepræsentant på skolen.

Jørgen Larsen fra Haderslev var ansat ved VUC Syd fra 2010 til 2014. Han skriver i en mail til DR Syd, at han blandt andet har anmeldt den nu tidligere direktør Hans Jørgen Hansen for at have overtrådt udbudsloven, da skolen indgik en aftale med it-firmaet Atea. Virksomheden leverer samtlige Ipads til skolen.

- Der er forlydender om, at VUC Syd allerede i foråret 2015 havde indgået en aftale med Atea, inden udbudsrunden var færdig, siger Jørgen Larsen.

Han har ifølge mailen også anmeldt den tidligere direktør for at have bedt medarbejdere ændre i tal, der sikrede, at han selv fik udbetalt fuld bonus via sin såkaldte resultatlønskontrakt.

Derudover skal Jørgen Larsen have anmeldt ham for at have ændret i de tal, der udløser taxameterpenge fra staten.

- Tidligere kollegaer, der har siddet på det her område, har fortalt, at de i flere sammenhænge er blevet bedt om at ændre på de tal, påstår Jørgen Larsen.

Jørgen Larsen har også meldt vicedirektør Hans Juhl og skolens bestyrelsesformand H.P. Geil, der også er borgmester i Haderslev (V), til politiet.

H.P. Geil siger om anmeldelsen:

- For mig at se handler det her om at få kastet så meget snavs på min person som muligt forud for en forestående valgkamp, for der er ikke noget på den sag. Vi har flere gange drøftet i bestyrelsen, om der var grundlag for en politianmeldelse, og det har vi vurderet, at der ikke var, siger han.

Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra nogen af de øvrige anmeldte i sagen.

Det har endnu ikke været muligt at få bekræftet fra politiet, at anmeldelsen er modtaget. Når politiet modtager en anmeldelse, skal sagen undersøges, og det skal vurderes, om der er grundlag for at rejse en sigtelse.

Om sagen:

  • I løbet af sommeren har Radio24syv bragt en række afsløringer om VUC Syds brug af offentlige midler.
  • Det er blandt andet blevet kritiseret, at 380.000 kroner blev brugt på en studietur for 15 mand i bestyrelsen og ledelsen. Radio24syv kunne afsløre, at turen blev brugt på få dages fagligt indhold. Studieturen grænser til misbrug og mandatsvig, mener ekspert. Bestyrelsesformanden slår fast, at der var et fagligt indhold.
  • 3,8 mio. kroner blev brugt på at sende næsten 200 medarbejdere til udlandet på ture kaldet ”Pædagogiske Dage”. Turene bød på 4-5 stjernes hoteller, festmiddage med fri bar og underholdning transporteret til udlandet.
  • På de seneste tre år er der blevet brugt 1,6 mio. offentlige kroner på at sponsorere det lokale foreningsliv. Flere af kontrakterne indeholder modydelser som VIP-billetter, adgangskort og fribilletter. Det på trods af, at Rigsrevisionen kritiserer sådanne sponsoraftaler. VUC Syd har svaret Rigsrevisionen, at de som hovedregel ikke benytter sig af modydelserne. Den 12. september meddelte bestyrelsen, at det nu er helt slut med at få "gavelignende" modydelser for sponsorater.
  • Mere end 225.000 kroner blev brugt på at indrette den afgåede direktørs kontor med både designermøbler og et Bang & Olufsen TV. Derudover hang der kunst for over 200.000 kroner på kontorets vægge.
  • I efteråret 2015 fik den forhenværende direktør opbakning af bestyrelsen til en bygge-ordre på knap 45 millioner kroner til en lokal entreprenør, som direktøren selv har samarbejdet med om et privat ejendomsprojekt. Direktøren havde dog ikke fortalt om det private samarbejde, og eksperter fastslår, at direktøren har ført bestyrelsen bag lyset.
  • Sagerne har betydet, at den tidligere direktør trak sig fra posten.
  • På et pressemøde den 12. september kunne bestyrelsen i VUC Syd fortælle, at der stadig var tillid til bestyrelsesformanden, og at der ikke ville ske yderligere fratrædelser.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.