Slagteriarbejdere nedlægger arbejdet: Vi føler os magtesløse

Ansatte på Danish Crown og Tican har nedlagt arbejdet, fordi de er utilfredse med den nye overenskomst.

Ifølge Danish Crown betyder arbejdsnedlæggelserne blandt andet, at over 100 kunder ikke får leveret de varer de har bestilt, mens over 250 landmænd har fået aflyst afhentning af grise. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Slagteriarbejderne er stærkt utilfredse med den nye overenskomst mellem LO og DA for 500.000 ansatte i den private sektor, der blev stemt ja til torsdag.

Derfor har slagteriarbejdere på flere af landets slagterier valgt at nedlægge arbejdet.

Danish Crown oplyser, at der er arbejdsnedlæggelser på slagterierne i Blans, Herning, Skærbæk, Horsens, Sæby og Rønne.

Derudover har ansatte på Ticans slagterier i Thisted og Ansager også valgt at nedlægge arbejdet. Det fortæller Peter Uno Andersen, der er tillidsmand for slagteriarbejderne i Thisted.

Den nye overenskomst blev dårligt modtaget af et massivt flertal af de danske slagteriarbejdere. Hele 98 procent valgte at stemme nej.

Alligevel endte den med at blive vedtaget. Det skyldes, at samtlige stemmer fra medlemmer under de forskellige fagforbund under LO bliver lagt sammen. Sammenlagt var der et flertal på 57 procent.

- Der er en voldsom utilfredshed med, at vores stemmer skal lægges sammen med så mange andre faggrupper, hvoraf nogle af dem har nogle helt andre arbejdsforhold, fortæller Brian Vestergaard, der er tillidsmand på slagteriet i Blans.

Han fortæller, at slagteriarbejderne føler sig magtesløse, når de ikke kan få stemt en overenskomst ned, selvom der var så stor enighed om et nej.

Ifølge Brian Vestergaard er det især arbejdsgivernes mulighed for at kræve, at lønmodtagerne skal arbejde én time ekstra om dagen ved travlhed, der er årsag til, at slagteriarbejderne har valgt at nedlægge arbejdet.

Den nye regel betyder, at slagteriarbejdere og andre ansatte på overenskomsten kan komme til at arbejde 42 timer om ugen i perioder.

Det overarbejde skal afspadseres inden for et år.

Ifølge Danish Crown betyder arbejdsnedlæggelserne, at over 100 kunder ikke får leveret de varer, de har bestilt, mens over 250 landmænd har fået aflyst afhentning af grise.

Hovedpunkter fra overenskomsten:

  • En tre-årig overenskomst frem til 1. marts 2020
  • Lønstigning på syv procent over de næste tre år
  • Fuld løn i 13 uger under forældreorlov
  • To børneomsorgsdage og øget frihed ved barns sygdom
  • Fire procent af lønnen kan byttes til fridage eller pension
  • Seniorer kan købe sig til 32 seniordage
  • Arbejdsgiveren kan kræve, at lønmodtagerne arbejder en time ekstra om dagen ved travlhed, og overarbejdet skal afspadseres inden for et år