Søfartens Arbejdsmiljøråd: Omfanget af krænkelser er uacceptabelt

Ny rapport afdækker omfanget af kønskrænkelser af kvinder på havet.

Mere end hver tredje kvinde der sejler ud i verden på danske skibe, har inden for det seneste år oplevet kønskrænkelser, viser en ny rapport.

- Vi har tidligere været usikre på hvor omfattende, det var. Nu har rapporten her været med til at kaste lys over det, og det er jo helt uacceptabelt, siger Connie S. Gehrt. Hun er sekretariatschef i Søfartens Arbejdsmiljøråd, der fungerer som arbejdsmiljøorganisation for de danske rederier.

Ifølge rapporten har 37 procent af de kvinder, der arbejder på havet, været udsat for krænkelser inden for det seneste år. 78 procent har oplevet det på et eller andet tidspunkt i løbet af deres maritime karriere.

Mange af kvinderne oplever, at der på baggrund af deres køn bliver tvivlet på deres faglige kunnen, og det er noget af det, der opfattes som krænkende. Omfanget overrasker Connie S. Gehrt.

- Sådan som jeg læser undersøgelsen, så siger kvinderne generelt ikke noget til nogen. Det er interessant, at rapporten dokumenterer, at det ikke bliver indberettet til hverken rederier, faglige organisationer eller os, siger Connie S. Gehrt.

Derfor efterlyser Søfartens Arbejdsmiljøråd en kulturændring, der blandt andet skal komme ved at sætte fokus på emnet i uddannelsen af nye skibsofficerer. Herudover skal det også gøres mere klart, hvor man kan henvende sig, hvis man føler sig krænket.

Det kommer blandt andet til at ske på et gå-hjem møde, som Søfartens Arbejdsmiljøråd afholder i marts for de danske rederier, hvor der vil blive sat fokus på emnet.

  • Print
  • Del artiklen: