Stop for fældning af gamle træer

Klager har resulteret i et fældningsstop af gamle ege- og bøgetræer i statsskov.

De gamle træer i Augustenborg Skov på Als får lov at leve videre - i hvert fald for en tid.

Flere grønne foreninger har nemlig klaget over, at Naturstyrelsen fælder gamle træer, mens politikerne overvejer at frede dem i den nye naturpakke.

Det har resulteret i et fældningsstop af gamle ege- og bøgetræer i blandt andet den 42 hektar store statsskov i Augustenborg på Als.

Det er man begejstret for hos Danmarks Naturfredningsforening, siger formand for afdelingen i Sønderborg, Andreas Andersen.

- Vi er glade for, at man får tænkt sig om og finder ud af, hvad man vil med de gamle træer i skoven. For når de først er fældet, så har vi jo ikke nogle gamle træer længere, forklarer han.

Der skal bruges træ til produktion, og det er derfor, der i år har været planer om at fælde de gamle ege- og bøgetræer i Augustenborg Skov på Als, lyder det fra Naturstyrelsen.

Inge Gillesberg, skovrider i Naturstyrelsen Sønderjylland, siger, at beslutningen om fældningen er nøje opvejet.

- Det er kun et udvalg af de mest værdifulde egetræer, der ville blive skovet. Og det var netop et udtryk for en balance mellem det økonomiske hensyn og hensynet til biodiversitet, siger hun.

Politikerne tager de gamle træer i statsskovene op til revision i den nye naturpakke, der forhandles fra næste uge.

  • Print
  • Del artiklen: