Sundhedsstyrelsen: Læger skal blive bedre til at indberette vaccine-bivirkninger

Børn med bivirkninger efter en vaccination skal registreres endnu mere, end de gør i dag.

Flere hundrede børn bliver ikke vaccineret, og det kan skyldes frygt for bivirkningerne. Sundhedsstyrelsen mener, at lægerne skal indberette flere tilfælde af bivirkninger, end de gør i dag. (© DR)

Når børn får bivirkninger efter et vaccinationsstik, så skal lægerne blive bedre til at registrere de ubehagelige tilfælde.

For eksempel er der en tiendedel af børnene i Syd- og Sønderjylland, der ikke får ikke de anbefalede vacciner. Det kan blandt andet skyldes forældrenes frygt for bivirkninger.

Hvis modstanden mod vaccinerne skal bekæmpes, så skal der mere information til, mener Sundhedsstyrelsen.

- Vi kan vel alle sammen blive dygtigere til vores arbejde, siger Henrik G. Jensen, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

De skal vide, hvordan de indberetter

Han vil gerne have flere læger til at indberette bivirkninger efter vaccinationer.

Vi tror på, at det hele tiden er vigtigt at holde lægerne informeret om, hvordan man indberetter.

Henrik G. Jensen, enhedschef, Sundhedsstyrelsen

- Vi tror på, at det hele tiden er vigtigt at holde lægerne informeret om, hvordan man indberetter, forklarer han.

Den opfordring er helt i orden, siger formanden for de praktiserende læger i Region Syddanmark Jørgen Skadborg.

- Det, synes jeg, er helt fint. Selvom jeg regner med, at vi indberetter de bivirkninger, vi skal indberette. Jeg kan ikke forestille mig andet, siger han.

Enhver kan indberette bivirkninger

Hvis du mener, at dit barn har fået en bivirkning efter en vaccination, men at din læge ikke tror på dig, kan du gå direkte til Sundhedsstyrelsen.

- Det er selvfølgelig en fordel at have en dialog med sin egen læge om, at man mener, det var en bivirkning, som barnet var ramt af. Hvis man ikke er enig med lægen, så kan enhver jo selv indberette bivirkninger, siger Henrik G. Jensen.

Risikoen for at få alvorlige bivirkninger af vaccinen er langt mindre end risikoen for at blive alvorligt syg, hvis man ikke lader sig vaccinere, understreger Sundhedsstyrelsen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.