Sygeplejersker i ambulancer er et skridt nærmere

Der kan komme andet mandskab i ambulancerne i Region Syddanmark.

Der kan være anæstesisygeplejersker på vej til ambulancerne i Syd- og Sønderjylland. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Hvis du bliver så syg, at du skal flyttes fra ét hospital til et andet, så kan det snart være sygeplejersker, der tager sig af dig i ambulancen.

Mandag besluttede det præhospitale udvalg i Region Syddanmark at arbejde videre med muligheden for at erstatte ambulancebehandlere med anæstesisygeplejersker i såkaldte interhospitale ambulancer.

Det glæder udvalgsformand Thyge Nielsen fra Venstre. Det vil nemlig frigive arbejdskraft, der kan bruges andre steder, mener han.

- For eksempel hvis man skal transportere en patient fra Esbjerg til København, så beslaglægger det jo to mand i otte timer. Der kunne det godt være, at det ville være lige så smart at sætte en sygeplejerske om i bårerummet, mener han.

Ekstra uddannelse

3F har kritiseret idéen, mens Dansk Sygeplejeråd har forsvaret den. De to faglige organisationer er uenige om, hvorvidt sygeplejeskerne har evner til at arbejde i ambulancer. Men der er ingen grund til bekymring på det felt, siger Thyge Nielsen.

-Det er specialuddannede anæstesisygeplejersker, som bagefter skal have uddannelse i at være med til transport. Det er jo ikke noget nyt, at vi bruger sygeplejersker i vores præhospital, for det har vi jo før gjort i akutbiler, fortæller han.

Nu skal Præhospitalsudvalget i yderligere dialog med ambulanceselskaberne, inden der udearbejdes et færdigt forslag, som regionsrådet skal tage stilling til.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.