Tandlæger varsler dyrere tandlægebesøg efter pengestrid med regioner

Danske Regioner skal sætte flere penge af til tandlægetilskud, ellers ryger regningen videre til patienterne, lyder det.

Stridspunktet mellem Danske Regioner og tandlægerne er, om tandlægerne overbehandler, eller om danskernes tænder er dårligere og derfor koster regionerne flere penge, end de budgetterer med. Arkivfoto (Foto: Jeppe Bjoern Vejloe © Scanpix)

Det kan blive dyrere for dig at få boret bisser og renset tænder.

Danske Regioner og tandlægerne skal til at forhandle om, hvor stor en sum penge Danske Regioner skal sætte af til tandlægetilskud.

Men det er ikke lige til.

Tandlægetilskud
  • Regionerne giver et tilskud til tandbehandling.
  • Der gives for eksempel et tilskud på 40 procent af tandplejerens honorar.
  • Unge under 26 år får for eksempel et tilskud på 65 procent til regelmæssig diagnostisk undersøgelse.
  • Når patienterne går mere til tandlæge end forventet, koster det regionerne penge, fordi de skal give flere penge i tilskud.

De to parter kan nemlig ikke blive enige om, hvor stort behovet for tandlægebesøg og dermed også tandlægetilskud er.

De seneste år har tandlægerne brugt flere penge på at behandle patienter, end regionerne har budgetteret med. Det er endt ud i budgetoverskridelser på 300 millioner kroner de seneste år.

Nu vil Danske Regioner ikke længere finansiere tandlægernes budgetoverskridelser.

Men hvis Danske Regioner smækker pengekassen i, så risikerer det at ende med øgede udgifter for patienterne. Det siger formand for Tandlægeforeningens klinikejere, Torben Schønwaldt.

- Så står vi i den situation, at vi ikke kan behandle ud fra de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har formuleret, og så har vi ikke andet valg end at sende regningen videre til patienterne, siger han.

De manglende penge skal under ingen omstændigheder betales af patienterne, siger næstformand i Danske Regioner, Stephanie Lose (V).

Næstformand i Danske Regioner, Stephanie Lose (V), mener, at tandlægerne bør kunne holde sig inden for budgetterne. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hun mener, at tandlægerne behandler mere, end der er behov for. Derfor mener hun, at pengene vil komme til at passe, hvis tandlægerne skruer antallet af behandlinger ned.

- Jeg tror, at der sker nogle uhensigtsmæssigheder i den måde, som patienterne bliver behandlet på. Vi har lavet aftaler med tandlægeforeningen, og dem forventer vi, at tandlægerne overholder. Det gælder både i forhold til udgifter og den måde, de arbejder med patienterne på, siger hun.

Tandlægeforeningen afviser, at de overbehandler patienterne.

Forhandlingerne mellem regionerne og tandlægerne starter i næste uge.

Derfor bruger tandlægerne for mange penge

  • Baggrunden for budgetoverskridelserne er den såkaldte rød-gul-grøn-ordning, der blev indført den 1. april 2015.
  • Her inddeles borgerne i de forskellige farvekategorier. De gule og røde skal efterses oftere, mens de grønne ikke behøver at gå så meget til tandlæge.
  • Regionerne havde håbet, at det ville betyde besparelser i tilskud til tandlægebesøg. Men 80 procent af danskerne havnede i rød eller gul kategori. Det har kostet regionerne penge.
  • Derfor blev ordningen tilpasset i juli 2016, så tandlægerne kunne putte flere i den grønne kategori.
  • Det har imidlertid ikke været nok til, at tandlægerne har kunnet overholde budgetterne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.